Menu

Ungdomsafdelingen på tur til EfB – en dag fyldt med fodbold, aktivitet og fællesskab

image
Mathias Jensen
03. oktober 2025 kl. 09:00
Ungdomsspillere og trænere fik en unik oplevelse med indmarch, straffesparkskonkurrence og 3-mod-3 på EfB’s hjemmebane.

I søndags fik vores ungdomsafdeling en oplevelse ud over det sædvanlige, da vi tog turen til Esbjerg for at se EfB møde Aarhus Fremad. Hele 77 spillere, trænere og forældre var med, og stemningen var høj fra første øjeblik.

Vi havde den fantastiske mulighed at deltage i indmarchen rundt om banen sammen med alle de andre samarbejdsklubber, hvilket skabte en unik fællesskabsfølelse. Som prikken over i’et fik vores spillere også chancen for at gå ind side om side med EfB’s egne spillere, en oplevelse som helt sikkert vil blive husket længe.

Men dagen bød på meget mere end selve kampen. I pausen fik vores spillere chancen for at teste deres færdigheder med en straffesparkskonkurrence på EfB’s bane – en aktivitet der både gav spænding og smil på læben. Samtidig spillede vi 3-mod-3 på banen, hvor alle deltagerne fik lov til at vise deres talent og samtidig have det sjovt sammen med kammeraterne.

Der var masser af aktivitet hele dagen, og det var tydeligt, at både spillere, trænere og forældre nød hvert eneste øjeblik. Dagen var et perfekt eksempel på, hvordan fællesskab og glæden ved fodbold kan gå hånd i hånd med oplevelser udenfor vores egen klub.

Vi vil gerne sende et stort tak til EfB for at give os billetter til kampen og dermed gøre det muligt for hele ungdomsafdelingen at få denne oplevelse.

Samtidig skal en særlig tak gå til vores Fyværkeriudvalg. Det er det store stykke arbejde, de har lagt sidste år, som har været med til at styrke klubbens økonomi, så vi fortsat kan udvikle børne- og ungdomsfodbolden. Uden deres indsats ville en dag som denne ikke have været mulig.

Alt i alt var det en dag fyldt med grin, spænding, aktivitet og fællesskab – og vi kan allerede nu glæde os til næste tur med vores ungdomsspillere.

Luk