Menu

Vorbasse Boldklub har brug for frivillige

image
08. november 2021 kl. 16:39

Vorbasse Boldklub har brug for nye frivillige – vi vil også fremad være et aktiv i byen.

Fodboldsæsonen 2021 er ved at være overstået – vores serie4 herrer har spillet deres sidste kamp, og ungdomsholdene har også indenfor de sidste par uger spillet deres sidste kampe på græs i denne omgang.

Vi har her i efteråret fået lov til at spille fodbold uden Corona-restriktioner, og vores ca. 120 medlemmer har nydt fodbolden og samværet med hinanden på træningsbanen og til kampe.

Det som kendetegner Vorbasse Boldklub i øjeblikket er rigtig god opbakning fra spillere og forældre og sammen med en flok engagerede trænere er der skabt nogle rigtig gode fællesskaber og miljøer omkring holdene

Vorbasse Boldklub har pt følgende hold

  • U7-U9 Drenge
  • U11 Drenge
  • U15-17 Drenge
  • Herresenior
  • Oldboys

Skal vi fastholde og udvikle klubben har vi brug for at der løbende kommer nye frivillige til. Frivillige til at være trænere og holdledere, til at udføre praktiske opgaver og til udvalgs- og bestyrelsesarbejde, og selvfølgelig hjælpe til ved Vorbasse marked.

Vi har nogle helt konkrete opgaver vi har brug for hjælp til i øjeblikket, siger formand Jack Bejer Pedersen. Det er ikke mindst vigtigt, vi får de ”små fødder” i gang, for at få skabt fødekæden til de fremtidige hold. 

  • Opstart af fodbold for de allermindste i børnehave og førskole
  • Holdleder opgave til vores U7-U9 drenge
  • Træner-opgave til ungdomshold.

Vi håber rigtig meget at der bor nogen i Vorbasse med interesse for fodbold, og interesse i at give vores børn og unge nogle fantastiske fritidsoplevelser, som ikke tidligere har været en del af Vorbasse Boldklub. Vi har brug for jer, de frivillige. Vorbasse Boldklub har et ønske om også i de kommende år at være et aktiv for byens børn og unge.

Henvendelse kan ske til Carsten Holmgaard mobil 24914581 eller Jack Bejer Pedersen mobil 50545660

 

Luk