Menu

Historie

Velkommen til Vorbasse Boldklub af 1912
I 1912 besluttede en gruppe fodboldinteresserede unge mennesker at organisere fodboldspillet i Vorbasse, og det er foreløbig blevet til mere end 100 år med fodbold i byen.
I 1920´erne bestod grundstammen af fodboldholdet af drenge fra drengehjemmet i Vorbasse, der holdt til i den gamle lægebolig. Drengene herfra boltrede sig med fodbold, kammerater og frisk luft.
Den første fodboldbane blev placeret på gade jorden midt i byen på det sted, hvor det gamle mejeri har ligget, og hvor Café Stoppestedet nu har til huse.
Siden har banerne været placeret forskellige steder i byen, hvor der var et græsareal til rådighed. Det var ofte med hjælp fra velvillige landmænd, og markerne var ikke nødvendigvis spilleklare, når træningen skulle foregå, og derfor bestod opvarmningen ofte i at fjerne kokasser inden kampstart.
Den første egentlige fodboldbane fik klubben i forbindelse med det nye skolebyggeri i 1939, og det var et stort fremskridt, da klubben i 1941 fik lov til at bruge skolens toilet rum som omklædningsrum.
I 1960 fik man et nyt stadion, der nu bruges som træningsbane, da der senere blev etableret et nyt anlæg ved Drivvejen.
Der blev i de første mange år ikke spillet det, man i dag forstår ved organiseret fodbold. Til gengæld blev der spillet utallige plade- og pokalkampe mod de omkringliggende klubber. Klubbens pokalskab i Vorbasse fritidscenter vidner om, at Vorbasse Boldklub klarede det ganske godt.
Lokalområdet
Selv om de første protokoller enten er bortkommen eller aldrig har været skrevet, så har klubbens skiftende bestyrelser fastholdt, at året for oprindelsen er 1912 – den nærmere dato vides ikke med sikkerhed. Årstallet er fastsat, fordi klubben med sikkerhed har kunnet konstatere, at det var dette år, den første fodboldbane blev etableret. Det skete formentlig i sommertiden. Derfor er jubilæer også fejret om sommeren.
Klubben fejrede 75 års jubilæet på behørigt vis og det samme gjaldt 90 års jubilæet.
75 året blev fejret fra den 15. til den 20. juni 1987 med en Kæmpe sports uge med masser af aktiviteter. Blandt andet opvisning med politihunde, folkedans, bilbrand (Falck), modelfly samt et skydetelt, fiskedam og meget andet. Der blev selvfølgelig også spillet en række fodboldkampe, og fredag aften var der reception i idrætshallen. Lørdag aften var der stor jubilæumsfest på Vorbasse Kro.
90 års jubilæet blev også fejret en sommerdag. Den 8. juni 2002. Her var alle byens fodboldinteresserede indbudt til en jubilæumsturnering, hvor byen var delt op i flere områder, der dystede indbyrdes. Efter strabadserne var der fællesspisning, og festlighederne blev afsluttet med en svingom.
Vorbasse Marked
Et stort punkt på klubbens årlige kalender – udover selvfølgelig fodbold – er Vorbasse Marked.
Vorbasse Boldklub tjener 2/3 af klubbens indtægter ved at hjælpe til ved markedet, der er en stor og tilbagevendende begivenhed i byen. Det er tre dages arbejde med fuld knald på døgnet rundt, men klubben er meget taknemmelig for denne gode mulighed for en stor indtjening til klubben.
De mange indtægter opnås blandt andet ved at passe et stort parkeringsanlæg. Dette passer en stor del af ungdomsspillerne sammen med deres forældre. Derudover har klubben et pølsetelt, med 18 facademeter lige op til det store øltelt, der er bemandet med 16 hjælpere ad gangen fra tidlig morgen til kl. 2.00 om natten.
Alt dette kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre uden en stor indsats fra en lang række frivillige hjælpere. Der er ca. 100 mand i gang til sådan et marked.
Profiler
Klubben har gennem årene haft stor glæde af de mange hjælpere og gode kræfter – både i bestyrelsen og med arbejdet på banen. Det er nærmest umuligt at nævne nogle frem for andre, men en enkelt har skilt sig meget ud.
Karl Birkelund sad i bestyrelsen i 47 år og har igennem næsten 60 år været holdleder, træner og en inspirator for hele Vorbasse Boldklub. Karl døde for 2 siden, men da han var over 90, deltog han i klubbens årlige fodbold- og medhjælperfest, og han gik ikke hjem, før han havde danset med alle damer til festen. Da klubben blev 90 år i 2002, holdt han en flot tale på 45 minutter om Vorbasse Boldklub og dens historie.
I klubbens pølsevogn, der bruges til Vorbasse Marked, står Karls bænk stadigvæk. Det var en bænk, Karl altid havde med, når han skulle sælge pølser. Han ville nemlig ikke stå op og spise en pølse.
I dag er det en tradition at have Karls bænk med, selv om den nu er så skrøbelig, at ingen tør sætte sig på den. Men den skal med.
Højdepunkter
I slutningen af 40´erne og starten af 50´erne havde klubben en god ungdomsafdeling, der var på vej frem. Klubbens juniorhold vandt således amtsmesterskabet i Vingsted i 1951, og det lovede jo godt for fremtiden. Resultatet udeblev heller ikke, for i 1963 kunne Vorbasse Boldklub præsentere et Serie 1 hold, der bestod af Tage Nielsen, Kurt Madsen, Henning Bødtker, Erik Kragh, Ejnar Askjær, Laurids Nielsen, Niels Ove Nielsen, Børge Schmidt, Peter Donslund, Jacob Askjær og Herluf Donslund. Disse spillere var, på nær Henning Bødtker, alle fra klubbens egne rækker.
Men ret hurtigt skete der det, der skete for så mange andre små klubber på det tidspunkt, at nogle flyttede til større klubber, og så gik det nedad igen.
At klubbens hold i de mange år har spillet mange spændende og underholdende kampe, er helt sikkert, men det vil føre for vidt at fortælle om dem alle. En kamp skal dog nævnes. Det var et opgør mellem Billund og Vorbasse i 1982 om kommunemesterskabet, hvor spændingen om udfaldet steg til uanede højde. Den ordinære kamp endte 3-3, og man måtte derfor ud i straffesparkskonkurrence, hvor der måtte hele 28 til af slagsen, inden Vorbasse kunne trække sig tilbage med mesterskabet i behold.
 
 
 
Luk